torsdag den 28. februar 2013

5 ting du (måske ikke) vidste om mig

Efter opfordring fra den skønne Birgitte, der har bloggen "Livet på Vestegnen", har jeg nu besluttet at være med i legen "5 nye ting om dig selv."

Jeg synes godt opgaven kan være svær, for det er jo ikke sikkert I lige synes, det er så spændende at læse om, som jeg formoder. Men here goes:

1. Jeg er dødsensræd for at flyve! Al logik forsvinder fra mit hoved. Jeg måtte have tabletter sidste gang jeg skulle flyve, og stadig panikkede jeg. 
Jeg ved, at det at flyve statistisk set er sikkert, men derfor er jeg stadig overbevist om, at netop det fly jeg sidder på har en defekt, at jeg intet kan gøre i flere kilometers højde, og at jeg smadres med en million km i timen mod jorden. Derfor har turene udenlands været meget få :)

2. Mit yndlingsfag i gymnasiet var billedkunst. Alt det med at tolke billeder og selv kreere var lige mig. I det hele taget elsker jeg smukke ting (også make-up osv.!) Måske skulle jeg have valgt en anden uddannelse? ;)

3. Jeg elsker at se nørdeprogrammer i tv, så som "Mythbusters", historiske programmer om romerriget og Egypten, samt vidensprogrammer om hjernen og lignende. Og når jeg ser de programmer, kan INGEN få kontakt:) jeg kan godt høre du taler til mig, men det når ikke så langt, at jeg får handlet på det:)

4. Apropos nørd har jeg/har jeg altid haft nørdede interesser. En sommerferie købte min søster og jeg stramaj, og al vågen tid blev efterfølgende snart brugt på dette :) af nørdede interesser kan også nævnes taskeflet og tværfløjtespil. I folkeskolen havde jeg også en interesse med at lære udenad, hvilket udmundede i, at jeg efterhånden kunne huske "Peters Jul", replikkerne til Grease og diverse sangtekster udenad :)

5. Jeg blev sygemeldt med stress under min uddannelse som lægesekretær og prøver stadig at passe på mig selv først og fremmest. Det er ikke noget jeg taler så meget om, for jeg synes stadig det er omgivet af tabu. Jeg prøver at styre mig selv i en retning, hvor jeg føler mig godt tilpas med det, jeg laver.

Er der ellers noget I vil vide? Så smid da lige et spørgsmål som kommentar herunder :)

Hvad med jer, Frøken Fregne og Walkinrunout.. Er I med?? :)

Øv- syg!

Hej skønne mennesker:)

Øv øv.. Ligger her i sengen og prøver at blive ordentlig rask. Smed mig i seng mandag aften og er først nu ved at få det bedre. Det betyder også, at I må vente med anmeldelsen af mine skønne Sleek øjenskyggepaletter. Håber I er tålmodige så længe :)

fredag den 22. februar 2013

Partyfredag #18

Hej alle sammen :)

Så er det sørme blevet fredag igen! Denne gang går vi lidt tilbage i tiden, og det håber jeg er i orden. Jeg er helt vild med dette nummer, men må indrømme, at jeg synes Prince var afskyvækkende, da jeg var mindre. Med tiden er jeg dog kommet til at holde af manden og de par numre jeg kender ("Purple Rain" og dette nummer). Jeg håber I vil nyde nummeret, og for øvrigt har jeg nu fået mine sleek-paletter ind af døren, så jeg håber jeg kan få lavet en anmeldelse af disse en gang i næste uge.

Indtil da: God weekend og happy listening! :)

onsdag den 20. februar 2013

Lancôme in love - Jade Crush

Lancôme er ude med deres nye 2013 forårskollektion med navnet Lancôme in love. Som frontfigur har de valgt Emma Watson, og har, ligesom Dior, fokuseret på det pigede look. Kollektionen består af single øjenskygger, tofarvede blushes, farvet læbebalsam osv. i de klassiske forårsfarver. Hele kollektionen kan ses her

Det der tiltaler mig ved denne kollektion, er deres eyelinere. Jeg har længe hørt om netop disse eyelinere, da de efter sigende skulle være noget helt specielt i forhold til andre eyelinere på markedet, så da jeg så den skønne turkisfarvede udgave for et par dage siden i Matas, måtte jeg have den med hjem.



 















Selve udseendet af blyanten er ikke noget særligt. Jovist er den hvid og ikke sort som den gængse eyeliner og med et sødt påtrykt mønster på, men altså ikke high-tech af udseende. Jeg startede med at prøve lineren på hånden og WOW! Jeg fandt ud af, hvor ultra pigmenteret den er! Desværre kom jeg samtidig til at splatte lineren ud, fordi jeg jo er vant til at skulle trykke forholdsvist hårdt, når jeg bruger en almindelig liner. Denne er overraskende blød (ikke FOR blød) og lækker og glider utroligt let på øjet. Og der er flere gode ting ved denne liner. Holdbarheden er helt vild. Efter 8 timer så den stadig ud som en liner, jeg lige havde lagt:





Intet mindre end imponerende! Blød og lækker, og så holder den stadig så godt? Det kan jeg godt sige, at jeg aldrig har prøvet før med nogen eyeliner.. og jeg synes jeg har prøvet en del. Denne skal fjernes med en god makeupfjerner, for selv efter et bad, sad den der stadig. Jeg har overvejet kraftigt, om jeg også skal have den blå og brune udgave af denne eyeliner. På den anden side tror jeg den blå bliver for 80'er-horror-agtigt til mig, og den brune for kedelig. Den turkise synes jeg passer godt til alle øjenfarver, og den er faktisk allermest skøn, når den bliver brugt alene på øjet efterfulgt med en god sort mascara. Jade Crush måtte gerne blive en del af det faste sortiment efter min mening.

Hvad synes du om Jade Crush?

tirsdag den 19. februar 2013

Dior Nail Glow

Som jeg skrev i går, er jeg meget nysgerrig efter makeup'en fra forårskollektionerne der vælter frem for tiden. Jeg elsker farverne der er lyse, livgivende og håbefulde!
For det meste kan jeg godt gætte mig frem til en del af farvespektret i de forskellige forårslooks (nude, lyserødt, abrikos, lilla, etc.), så medmindre der kommer noget ekstraordinært fedt, køber jeg ikke det store. Sidste år blev det til en læbeglans fra Chanel i farven "Flirt." I år er det dog blevet til et par ekstra sager, og som skrevet i går, starter jeg med Diors Nail Glow.

















Nail glow er en del af Diors forårslook 2013, kaldet Dior Cherie Bow Spring. Hele serien er bygget op omkring lyserøde farver og et eksklusivt piget design. 
Ud over Nail Glow lakken, har Dior har også lavet en lipgloss med samme farve som denne. Umiddelbart var det lakken og lipglossen der fangede min opmærksomhed, så derfor bestemte jeg mig for at købe neglelakken. Så må vi se, om glossen følger med. Der er også andre fede ting i kollektionen, f.eks. deres øjenskyggepenne. Du kan se hele kollektionen her

Første indtryk
Jeg synes farven på lakken er utroligt fin og piget, og netop farven er en af grundene til, at jeg valgte den (-den ligner de slikkepinde jeg fik, da jeg var mindre:) ) På pakningen lover den en "fransk manicure effekt", og at den kan gøre neglene hvidere. Min første tanke var, at den nok ikke ville være stort bedre end en almindelig klar lak, og at det bare er for at give produktet en "wow-følelse", at der er lidt farve i.

Velplejede negle på to minutter
Efter første påføring, blev jeg dog overrasket. Hvor en klar neglelak ikke giver andet end lidt glans, gør denne neglene smukke og sunde at se på grundet den transparente lyserøde farve. Neglene får et lille farvekys, og efter to påføringer, bliver de kun endnu smukkere. Negletippen synes faktisk også hvidere. I det hele taget gør denne lak neglene meget mere velplejede at se på. Lakken er nem at lægge på med den tilpassede børste, der passer perfekt størrelsesmæssigt til mine negle. 
Desværre er lakken ikke en kur for neglene, og derfor forsvinder det velplejede look, når lakken skaller af. Egentlig lidt ærgerligt, for det kunne jo have været lækkert med et produkt, der ikke kun dækker skønhedsfejl men også reparerer. 

Alt i alt er jeg dog utroligt positivt overrasket over denne lak, og jeg synes, at pengene for den er rigtig godt givet ud. Jeg ved jeg kommer til at bruge den meget til hverdag eller til fest, hvis jeg bare gerne vil have pæne negle uden de store dikkedarer.
  
På billedet herunder har jeg to lag lak på:

 
































Hvor kan man købe produkterne?
Dior Cherie Bow Spring-kollektionen kan købes hos Matas. Jeg mener jeg gav omkring 180 kroner for lakken.

Er der nogle af produkterne fra Diors forårskollektion du bare MÅ eje?

mandag den 18. februar 2013

Skønheder

Folk, der kender mig, ved sikkert udmærket, at jeg elsker beautygejl. I det hele taget kan jeg falde i svime over smukke ting, og dermed også produkter, der gør smuk eller ser smukke ud.
De sidste to måneder, er det blevet til hele fire nye produkter, og det må siges at være rekordmange produkter på to måneder, i forhold til, hvor lidt jeg ellers køber. Der er simpelthen ikke råd. Denne gang synes  jeg dog, at jeg har fået en del for forholdsvis få penge.

Jeg elsker de forårskollektioner, der kommer ud for tiden. Men jeg køber sjældent en hel kollektion. For det meste køber jeg et eller to produkter i kollektionen, jeg er faldet for, og ellers er det tit produkter, jeg bliver anbefalet, der ryger i kurven.

De fire produkter jeg har købt de seneste to måneder er:


Dior Nail Glow



Lancôme Khol In Love i farven Jade Crush



Sleek  i-Palette Shangri La Respect PPQ 
Billedet stammer fra makeuponline.dk
Sleek i-Palette ultra mattes V2
Billedet stammer fra makeuponline.dk

Jeg laver anmeldelse af hvert enkelt produkt for sig (startende med Dior Nail Glow), og jeg regner med, at første anmeldelse er klar i morgen. Jeg har nemlig først bestilt Sleek-paletterne i dag, og vil gerne have tid at prøve dem et par dage.

Er der noget I ønsker, at jeg lægger særligt vægt på i forhold til anmeldelse af de fire produkter? 

fredag den 15. februar 2013

Partyfredag #17

Jeg har altid været ret forelsket i nedenstående nummer. Det er fyldt med håb og drømme for en bedre fremtid - og det har vi jo alle brug for en gang imellem :)
Nummeret er her kombineret med de mest fantastiske dansere, så der er både noget for ørerne og øjnene. 

Håber I får en fantastisk weekend! :)

tirsdag den 5. februar 2013

Støv til håret

For et par uger siden fik jeg farvet og klippet mit hår. Jeg fik klippet en betragtelig del af, da jeg har meget tyndt hår og altid har kæmpet med ikke at kunne få det til at sidde ordentligt (- du ved...på den der "pufagtige" måde). Jeg er vild med min nye frisure, men fylden er stadig svær at få frem.

Jeg har brugt litervis af saltvandsspray for at få struktur i håret, men efter min klipning havde jeg ikke fået fyldt depoterne op, og derfor var der ikke mere saltvandsspray. Så da jeg for et par dage siden så, at Cocopanda ville give 20 stk. Osis+ Dust It Light Control væk til anmeldelse, var jeg helt klar til at prøve dette produkt. Indlægget her er derfor sponsoreret af Cocopanda, men er udtryk for mine egne holdninger. 
Generelt vil jeg gerne rose Cocopanda for deres hurtige levering. Jeg bestilte for kort tid siden shampoo og balsam ved dem, og dagen efter bestilling var produkterne fremme. Det må da siges at være service.

Jeg må hellere forberede jer på, at det ikke er første gang, jeg prøver Osis+ Dust It. For en del år siden havde jeg superkort hår og brugte Dust It hver dag, så jeg kan nok desværre ikke se produktet med helt nye øjne. Til gengæld har jeg flere erfaringer med produktet.

Hvad er Dust It?
Osis+ Dust It er et let hårpudder, du kan hælde ud i hænderne og fordele i håret, eller fordele direkte i sektioner af håret (ved hårroden). Her suger pulveret overskydende fedt op af hårbunden, giver fylde og en mat effekt. Faktisk lidt samme effekt som en saltvandsspray.


















  



Fordelene 
Den største fordel ved produktet er, at man ikke bruger særligt meget ad gangen, da der kun skal drysses ganske lidt i hårbunden. Produktet giver megen volumen til trods for at den kun skulle give let hold. Pulveret er nemt at fordele, og det er ikke nødvendigt med forskellige farver hårpudder til forskellige hårfarver, da pudderet blender fint ind. Et plus er også, at frisuren kan "restyles" gennem hele dagen, så du behøver ikke gøre andet end puffe lidt op i håret, for at din frisure friskes op igen.

Ulemperne
Den største ulempe ved produktet er dets reaktion overfor fugt. Er der det mindste fugt i luften, kan produktet have en tendens til at kage sammen i hårbunden, hvilket ikke er den mest rare fornemmelse. Jeg synes også, at mit hår bliver en smule mere elektrisk af at bruge pudderet. Dette sker med sikkerhed fordi jeg fjerner fugt og fedtstoffer fra håret. Desuden kan jeg have mine tvivl om, hvor stor forskel der er på en billig babypudder og så på denne pudder? Min logik siger mig, at der må være en forskel, men hvilken? Er der ikke den store forskel, kan én af ulemperne være prisen, som ligger på 79 kroner for 10 gram på tilbud, og oftest fra 80 kroner op op, når det ikke er på bud.

Samlet vurdering
Jeg synes produktet har nogle klare fordele. Det er nemt at have med i tasken og frisuren kan restyles i løbet af dagen. Jeg får volumen i mit hår, som holder godt og mit hår føles tykkere. Produktet holder lang tid og kan bruges i såvel langt som kort hår og uanset farve. Jeg kan dog godt have følelsen af, at producenten narrer mig lidt ved at skulle betale 59 kroner, hvis der i virkeligheden dybest set er tale om et produkt svarende til babypudder. Desuden synes jeg det er irriterende at min hårbund bliver kaget til hvis der er fugt i luften og elektrisk af brugen, men i det hele taget er jeg rigtig godt tilfreds med produktet. Det gør hvad det skal, for jeg har lækker volumen i håret, og det er lækkert, at jeg har muligheden for at "restyle" i løbet af dagen. Skal jeg give det et antal stjerner ud af 10, ville jeg give det 8.

Hvor kan produktet købes?
Har du lyst til at prøve Osis+ Dust It, kan du købe det her til 79 kroner, og den pris kan jeg godt leve med, hvis jeg (som sagt) får andet end 10 gram babypudder for pengene :)

Har du prøvet Osis+ Dust It, og hvad synes du om produktet?

fredag den 1. februar 2013

Partyfredag #16

Efter det lettere deprimerende indlæg for et par dage siden, kan jeg nu sige, at jeg trods alt har haft en rigtig god uge.

Jeg var i går ude og spise dejlig frokost med en af mine bedste veninder. Hun er god til at opmuntre mig når alt ser sort ud, og jeg behøver ikke undskylde, fordi jeg nogle gange reagerer, som jeg gør. Hun forstår bare.
Efter  frokosten skulle jeg videre til fødselsdag ved min kærestes søster. Dejlig eftermiddag og aften med hygge, opvisning fra børnene og skøn mad.

I dag har jeg været ved Ramsdal for at tale om mine jobmuligheder. Selvom de ikke kan hjælpe mig i job, synes jeg alligevel vi denne gang fik en konstruktiv snak om, hvad jeg helt konkret kan gøre. Det var rart og gjorde mig i bedre humør. Jeg har desuden sparet op til en sag fra Desigual, men det kan jeg vise jer i starten af næste uge, men kan sige så meget at det er en kjole, og at jeg er dybt forelsket i den (hvis man kan være det i tøj?)

I aften skal kæresten og jeg ind og se "Hatten Rundt" i Herning Kongrescenter, men inden da, skal vi spise i "Teaterkælderen". Jeg sparede så meget op før jul, at jeg kunne give min kæreste billetter i julegave til showet. Glæder mig meget til at se, om de stadig kan deres kram, for jeg elskede at se "Hatten Rundt", da det var på TV. For at det ikke skal være løgn, så skal vi derned igen i morgen, da kæresten har givet biletter til Kim Larsen. Jojo.. de "rige" har mange glæder :D 

Nu til ugens fredagssang: Mika med Elle Me Dit. Jeg ved den er på fransk, og at nogle af jer måske står af, så snart det er på et andet sprog, men giv den en chance. Der er engelsk undertekst på. Og ja, jeg ved, at det ikke er den bedste fransk-engelske oversættelse, men mit eget skolefransk kan jeg ikke huske længere.  
Melodi samt video kan virkelig gøre mig i godt humør. Håber den har samme indvirkning på jer :)



Skal du noget spændende i weekenden?